Kunstanmelder Tom Jørgensen skriver:

Det ligner scener fra Ridley Scotts ikoniske film ”Blade Runner” fra 1982. En dystopisk verden af slidte og forfaldne industribygninger, alvoren og uhyggen understreget af den altovervejende sort/hvide farveskala. Det er imidlertid ikke et Los Angeles i science fiction-udgave, vi ser her, men Nakskov Skibsværft i årene efter dets lukning i 1987. Kranerne, industrihallerne, dokanlæggene og hejseværkerne rustet, væltet, forladte og hærgede. Britt Rassing har imidlertid malet motiverne, så de fremstår tidløse og almene. Som eksempler på det forfald, der har ramt ikke kun mindre og store virksomheder, men hele civilisationer. Man bemærker også en anden ting. Britt Rassings malerier er smukke på deres egen måde. Der er noget næsten romantisk over de imponerende menneskeskabte bygninger og det forfald og den ruin, de bliver udsat for. Og hvis der var noget, de sene 1700-tals og de tidlige 1800-tals romantiske kunstnere elskede, var det ruiner. Den måde, hvorpå de materielle efterladenskaber af en forsvunden kultur nærmest bliver til natur igen, når mosser, ukrudt, rustpletter, alger og fugleklatter sætter deres tydelige spor på jernet og stålet. Britt Rassing maler alt dette med en følsomhed og farvefornemmelse, der er slående. Vi ser knækkede kabler, der ligner fortidsøgler. Vi ser mennesketomme kæmpebygninger rejse sig som svundne tiders monolitter. Vi ser trappetrin, stiger og jerngelændere stå forladte tilbage som de spøgelsesagtige silhuetter af det nedsunkne Titanic. Alle mulige nuancer af sort, rustrødt, blygråt og blågråt, mørkebrunt og en farve som beskidt sne breder sig for vores øjne. Virkningen på os, der betragter disse malerier, er unægtelig melankolsk. Man tænker på tidens gang. På alt det, der var, og som man troede, ville være her for evigt, men nu er forsvundet. Man tænker på sit eget liv og på hvordan, man kan mærke, at man bliver ældre. Kroppen ikke længere så spændstig og mobil, som den var engang. Og så vender skønheden alligevel tilbage. Som kunst, som kompositioner liggende på grænsen mellem figuration og abstraktion, skabelse og ødelæggelse og med en rig variation af farver og former, er alt dette smukt at kigge på. Britt Rassings evne til at skabe en stemning af såvel forfald som forandring er bemærkelsesværdig. Man bliver aldrig træt af at betragte disse malerier. Tom Jørgensen